Den nordjyske gazelle-virksomhed Biopejs-shop tror på massiv vækst i England

Biopejsshop

Biopejs-shop.dk startede i 2010. I dag rådgiver og sælger den nordjyske gazelle-virksomhed til hele Europa. I 2022 åbner virksomheden sit første showroom i England, og målet ved årets udgang er at nå en omsætning på +10 mio. danske kroner i landet, hvor indbyggerne elsker pejsen. CPIE Services har talt med de to stiftere om deres vej ind på det engelske marked.


Det er gået stærk for den nordjyske virksomhed Biopejs-shop. I 2010 stiftede de to brødre Casper W. Lanng og Christoffer L. Mortensen virksomheden. I 2018 åbnede de det første showroom i Aalborg, og siden er de løbet med Børsens Gazelle Award hele fire år i træk.

Fra virksomheden i Langholt 10 minutters kørsel nord for Aalborg sidder 15 medarbejdere med mindst fem forskellige nationaliteter i dag og rådgiver og sælger til hele Europa over Skype, Teams, Zoom, WhatsApp osv. – ja, lige bortset fra en enkelt medarbejder i virksomhedens showroom i København.

Lukrativt marked

Fra 2022 vil Biopejs-shop også være til stede i England. Ikke blot via videokald fra det nordjyske, men med et showroom på mere end 400 produkter og dag til dag-levering til briterne. For i Nordjylland ved man godt, at det engelske marked er lukrativt. Briterne er glade for pejsen, og i et land med et købestærkt publikum samt mange arkitekter og indretningsdesignere er der stor efterspørgsel.

”Hver dag er der folk på vores livechat fra England, som spørger, hvor vi har vores showroom – ikke om vi har et showroom. Og det er hver eneste dag. Så der er ingen tvivl om, at vi ville konvertere flere salg, hvis vi havde et showroom derovre. Det skal naturligvis også ses i lyst af, at folk, der besøger vores showroom, typisk køber de dyrere produkter – ikke bare dem til 200 pund, men dem til 5.000 pund,” fortæller stifter og medejer Casper W. Lanng.

England er i dag et af Biopejs-shops største eksportmarkeder. Allerede før Brexit havde de to brødre en drøm om at etablere sig i England med et engelsk selskab og en fysisk tilstedeværelse.

”Vi har fordoblet vores omsætning hvert år siden 2016 i England. Det har taget ca. 5 år at bygge op. Potentialet for at udvide det endnu mere med et engelsk selskab er der uden tvivl, og målet er da også, at det bliver større end det danske marked. Næste år skal vi nå en omsætning på over 10 mio. danske kroner alene på det britiske marked,” siger Casper W. Lanng.

Brexit satte gang i processen

Selv om nordjyderne har haft fart på, har de samtidig holde sig tilbage for at stifte selskab i England – men det blev punkteret af Brexit. Stifterne af Biopejs-shop valgte derfor at etablere det engelske selskab i december 2019 og er i dag i gang med at afsøge Essex-området øst for London til etablering af showroom og lager.

”Vi har været noget forskrækket af lejemålspriserne i London, men så kom Brexit, og så fik vi pludselig nogle helt andre omkostninger, vi skulle bokse med på grund af ind- og udførsel af varer til og fra England. Fra januar til september 2021 har det været et stort rod, fordi reglerne hele tiden blev lavet om, og vi har skulle tilvejebringe både dokumentation og fuldmagter. Udover mange timer bag skrivebordet har det været utrolig dyrt. Alene 4. kvartal sidste år har vi brugt 300.000 kroner på ind- og udførselsomkostninger. Dem kunne vi bedre tænke os at betale til en husleje,” fortæller Casper W. Lanng.

Forvirringen ved overgangen efter Brexit er nu ved at falde på plads, og Biopejs-shop kan fremover fakturere sit engelske selskab og levere hurtigere til kunderne. I fremtidsplanerne ligger også en udvidelse med flere showrooms i England. Næste stop kunne måske blive Manchester, hvor Biopejs-shop også oplever stor interesse. Og så har den nordjyske virksomhed også både Holland og Norge på tegnebrættet som lande, hvor de gerne vil etablere showroom.

Biopejs shop
Teamet, der rådgiver online, består i dag af mindst fem forskellige nationaliteter.

5 hurtige om at ekspandere til England

Stifter og partner Casper W. Lanng deler her ud af sine erfaringer:

1. Hvordan oplever I det engelske marked?

“Englænderne er lidt mere forvente end danskerne. Først vil de gerne have en voucher på 5 procent, og så vil de have varen med det samme. Det er meget kendetegnende for dem.

De er samtidig utroligt høflige og skønne at handle med. De har en positiv indstilling til tingene. Danmark har en høj troværdighed hos briterne, så de stoler på os. De har også samme humor, så det går meget ’smooth’. Så det har været et nemt marked at gå ind på, når det kommer til mentalitet.”

2. Hvor stor er konkurrencen?

“Englændere kigger i stigende grad på de miljøvenlige pejse. Elektriske pejse er mere eller mindre født i England, så her er der mange producenter i forvejen. Samtidig er der mange udbydere i England, og så er der jo Amazon. Så konkurrencen er høj.

Vi har specialiseret os i bioethanol pejse. Vi har et meget stort udvalg. Vi ved rigtig meget om det. Og så har vi en stor udstilling i vores showroom, hvor alle vores medarbejdere kan lære produkterne godt at kende. Samtidig har vi virkelig meget videomateriale. Den fleksibilitet i at være en moderne virksomhed og vide en masse om et nicheprodukt, mener vi, er en fordel. Hertil sidder vi 10 mand til dagligt for at styrke vores online salg og dialog med kunderne.”

3. Hvad har været jeres største udfordring?

“Det største issue har helt klart været dokumentation og told i forbindelse med Brexit. Det kræver det rigtige set up – også it-mæssigt, da dokumentationen skal sendes med hver gang. Man bør fra start få processen automatiseret.

Vores største udfordring lige nu er, at vi skal finde en medarbejder i England. Vi kan godt starte det op med vores egne folk i en måned eller to, hvor vi fra Danmark tager afsted på skift, men så vil vi gerne have en permanent løsning med en eller to ansatte.”

4. Største fejl I har begået i processen?

“Vi skulle uden tvivl have etableret os tidligere i England. Det første år har virkelig været hårdt og kostet mange penge. Havde vi etableret os allerede, da vi blev advaret om det, havde vi været bedre stillet i dag. Så havde vi droppet alt det her ind- og udførsel og var etableret i England, inden Brexit kom.

Jeg tør ikke tænke på, hvor mange timer vi har spildt på Brexit på at få det hele op at gøre: Systemer, pakker, der sidder fast i told, kontakt til kunder på grund af toldfejl, dobbeltfakturering af moms, fordi kunden har betalt moms til os og også skal betale i England osv. Det har været et hårdt år.

Hvis vi kunne lave det om, skulle vi have været etableret inden, så vi allerede selskab og et varelager derovre, da Brexit trådte i kraft. Det har været en stor mundfuld at få det hele op at køre med de rigtige systemer.

Heldigvis er virksomheden vokset på trods, og vi har flere ressourcer til at gøre det i dag. Men havde vi gjort det for to år siden havde det været nemmere.”

5. Hvad er jeres bedste råd til andre, som vil ind på markedet i England?

“Find nogen som CPIE Services, der kan sætte det hele op. Det er for tungt selv at skulle ordne det. Og det koster egentlig ikke ret meget at få dem til at gøre det. Der er mange timer sparet på den måde, og så får man det gjort rigtigt fra start.

Man skal også afdække, hvilke produkter det kan svare sig at sælge. Som det ser ud lige nu, har vi vurderet, at vi har nogle produkter, som ikke kan svare sig at sende derover på grund af, at fragten er steget samt ind- og udførsel. Nogle af vores produkter er ganske enkelt for store, og her bliver det for dyrt i transport og behandling.”

Fakta om Biopejs shop

Fakta om Biopejs-shop

Biopejs-shop har specialiseret sig i miljøvenlige alternativer til den traditionelle brændeovne. Fra webshoppen sælges et bredt udvalg af pejse herunder biopejse, gaspejse, elpejse og opti-mystpejse.

Med tilstedeværelse i Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Holland, Polen, England, Wales, Skotland, Frankrig og Spanien har Biopejs-shop modtaget Børsens Gazelle Award i 2018, 2019, 2020 samt 2021.

Besøg virksomheden på Biopejs-shop.dk

Relaterede indlæg

Iværksætter

Hvad venter du på?

Vi fortryder ofte det, vi ikke gør. Ta' springet til udlandet med god rådgivning hele vejen.  (mere…)